af superpronker » 3. jul 2015, 12:00
Efter at have læst Tellums, kan jeg måske se, at jeg forbinder noget andet med det, end hvad andre bruger det ord som. Jeg beklager, jeg er ikke helt inde i, hvilke ord, der rækker over hvad. Jeg skriver lidt længere senere, når jeg skal sætte ord på.
Nu har jeg ikke HE-500 ved siden af at sammenligne med, jeg har T70 og LCD-2, så min sammenligning mangler lidt et referencepunkt på den måde.
Kort fortalt, så synes jeg, at HE-560 er tættere på LCD-2, end jeg husker at HE-500 er. Jeg oplever mere bas, og de fungerer bedre til metal. Der er noget metal, som jeg ret sjældent synes er særligt rart at høre på et hovedtelefonsetup eller med koncentreret lytning i det hele tiden (fx Tesseract, Mastodon, ...), fordi det bliver for skarpt. Det er som om, jeg nyder de indspildninger mere, når det ikke er så skarpt, men mere fokuseret omkring mellemtonen og bassen. Som om de har fået det til at skrige lige lovlig meget. Men hvis det bliver for slapt, kan det blive utroligt mudret, fordi musikken er så hurtig. Så fx med dårligere rørforstærkere fungerer det ikke helt - godt nok kan den "varme" / analoge lyd godt udhviske lidt af det skarpe i diskanten, men det lidt mere upræcise (igen, måske bare placebo), kan få det til at mudre lidt.
Her synes jeg HE-560 har en fed måde at præsentere det på. Det er lidt det samme, der gør, at jeg synes gamle jazzindspildninger pludselig bliver fede at lytte på. Miles Davis' trompet kan nogle gange godt være ved at tage livet af mine ører, men den bliver dejlig at lytte på i HE-560'ernes fremstilling.
Måske er det ikke krop, men snarere, at de har lidt mindre negle-på-tavle-agtig diskant. De virker også lidt mindre luftige, i hvert fald sammenlignet med T70 og LCD-2.
Giver det mening?
Bøffer: LCDD-XC | LCD-X | k340 | k701
Amp/dac: M-dac | Hegel HD12
In-ear: Jabra 65t