Uploaded with ImageShack.us
Efter at Darkless i AKG K 550 tråden fik nævnt at han synes det er uretfærdig at sammenligne denne med det set HE 60 / Stax 007tII han har hjemme, er der opstået en del interesse omkring disse vidunderlige hovedtelefoner. Dette inspirerede mig til at skrive skrive noget om dem og det elektrostatiske princip som sådan.
Nu om dage er det jo næsten sådan at elektrostatiske hovedtelefoner er ensbetydende med navnet Stax. Ok Koss har stadig en model i programmet og den kineske producent Jade havde/har? også en. Ellers er det kun Stax, det har ikke altid været sådan uden at de på noget tidspunkt har været meget udbredt. Men hvad er det der er det særlige måske endda „magiske“ som nogen kalder det ved elektrostatiske hovedtelefoner. Jeg er ikke så teknisk begavet at jeg beskrive det, men der kan jo hentes hjælp andre steder.
http://wiki.faust3d.com/wiki/index.php? ... ctrostatic
og denne her måske endnu bedre men også lidt for ensidig
http://www.kenrockwell.com/audio/stax/electrostatic.htm
Mens vi er her findes der jo og‚a electret hovedtelefoner og hvad er så forskellen mellem dem og „ægte“ elektrostatiske hovedtelefoner?
http://wiki.faust3d.com/wiki/index.php? ... _Principle
Gammelt reklame billede fra 70‘erne er det ikke et hovedtelefondesign der ser bekendt ud for de fleste? Det er en elektrostatisk hovedtelefon, så også denne producent har haft en model.
URL=http://imageshack.us/photo/my-images/696/beyeret1000.jpg/]
[/URL]Lige et sidste hvis skulle være interesse for at kigge hvem der alt har produceret sådanne hovedtelefoner, den er dog langt fra komplet.
http://wiki.faust3d.com/wiki/index.php? ... ctrostatic
Nok om det tekniske vi tager en tur til året 1991 jeg er endnu under de 30 (årgang 63), har indtil da været den lykkelige ejer af Sennheiser HD 414, HD 420, HD 540 Reference og HD 560 Ovation så i må godt kalde mig Sennheiser fanboy på det tidspunkt. Dog gik jeg ikke så meget op i hovedtelefoner dengang som jeg gør nu. Dog vidste jeg at hvis man drømte om top hovedtelefoner så hed de enten Jecklin Float eller Stax men ikke decideret Sennheiser fordi de bedste var afgjort Elektrostatiske. Hvilke også betød at disse mærker var dem der løb med overskrifterne i pressen, Sennheiser var den største hovedtelefonproducent men bestemt ikke den mest spændende. Så skete der det at Sennheiser i 1991 vel desværre for allersidste gang lancerede et „state of the art“ og „cost no object“ produkt, nemlig kombinationen HE90/HEV90 (Orpheus) Elektrostatisk hovedtelefon med dertil hørende forstærker. Orpheus tog verdenen med storm og blev med det samme næsten overalt udnævnt til at være verdens bedste hovedtelefon, og der vel en del der påstår at det er den stadigvæk tyve år senere. Som det nu engang er med sådanne produkter så er priserne også derefter et set kostede den nette sum af 20.000 DM eller ca 75.000 Dkr noget i retning af det fire eller fem dobbelte af det hvad den største Stax kombination kostede på det tidspunkt. Det var den ene ting, det andet Orpheus var limiteret til 300 styk altså et absolut luksus produkt. Så den var på ingen måde tiltænkt os almindelige hifi enthuisiaster, dog fik den heldigvis en lillebror HE60/HEV70.
Og det er jo den der hovedemnet her, den blev prissat til 2.400DM her syd for grænsen og passede dermed fint ind som direkte konkurrent til Stax Lambda. Også pressen tog godt imod dem og meget ofte rangerede de i test mellem Lambda og Omega modellerne. Meget hurtigt fik de også kælenavnet „Baby Orpheus“ hvad dog i modsætning til Orpheus aldrig har været deres officielle navn hos Sennheiser. Et andet rygte der også dukkede op, var at ingeniørene da de udviklede HE 60 hovedtelefonen havde været så dygtige at den opnåede mindst 95% af kvaliteten af Orpheus. Set i relation til prisforskellen var det jo ikke holdbar, og da man hos Sennheiser ikke med vilje ville forringe kvaliteten af hovedtelefonen fik den kun en knap så god forstærker. Dermed var der stadig den nødvendige afstand mellem Orpheus og Baby Orpheus, hvor meget sandhed der er i denne historie ved jeg ikke. Dette har dog medført at der en mange der enten har retermineret dem eller fået bygget sig et adapterstik til Staxforstærkere og andre brugbare. Jeg kan godt forestille mig at der er noget om snakken, har bare indtil nu ikke følt trangen til at prøve det. En anden hovedtelefon fra Sennheiser der er værd at beskæftige sig med er gode gamle HD 414 til sin tid intet mindre end en revolution, så fint oplagt som emne til en lille julehistorie.
Okay men nu endelig til selve hovedtelefonen, meget kort et par facts der er værd at vide inden der for alvor bliver sammenlignet. Det første der slår en når man holder dem i hånden for første gang er hvor meget de har fælles med fætrene HD 580-650 hvad selve designet angår. Dog er der forskelle på puderne, headband og driverne. Headband er endda efter min mening decideret dårligere hos HE60 end hos de andre da det er af pleather og med tiden har en tendens at smuldre væk. Da det jo er samme konstruktion kan det fra HD 650 dog meget nemt bruges, hvilket også er billigere hvis man overhovedet kan få et originalt. En anden ting der værd at lægge mærke til er at denne hovedtelefonen kun vejer lidt over 200 Gramm.
Uploaded with ImageShack.us
Da jeg jo kalder denne tråd for et review vil det jo være kedelig udelukkende at skrive om denne hovedtelefon rose den op til skyerne uden selv at lytte til denne, for at gøre det lidt sjovere har jeg fundet lidt konkurrence frem. Det sker i form af den dynamiske Beyerdynamic T1 og den magnetostatiske Audez‘e LCD-2 rev. 2 og de tør godt udfodre HE 60. Som udgangspunkt og reference vil jeg bruge HE 60‘s fætter HD 650. Alle hovedtelefonerne er i øvrigt „stock“ versioner uden nogen form for mods eller tweaks. I første omgang brugte jeg mit obligatoriske computersetup med ALAC filer.
iMac-> Itunes + Bitperfect -> Violectric V800 DAC (xlr) -> Violectric V200 -> LCD-2, T1 og HD650
iMac-> Itunes + Bitperfect -> Violectric V800 DAC -> HEV 70 -> HE 60
Jeg har prøvet at lytte på tværs af mange forskellige musikgenre og kvalitet af optagelser for at få et godt og solidt grundlag til at sammenligne. Der blev skiftet flittig frem og tilbage mellem de forskellige hovedtelefoner, men flere gange skete det også at jeg bare ved at lytte med samme hovedtelefon fordi det var så fremragende. Så det hele blev til en lyttesession langt ude på natten og en virkelig god en af slagsen. Jeg vil ikke kede jer med for meget omkring HD 650 da den af gode grunde er meget omtalt på dette forum og vel den mest anbefalede hvis der spørges efter en god hovedtelefon med allround egenskaber. I Selvskab med LCD-2, T1 og HE 60 er det bare ikke nok de har nemlig hver for sig allround kvaliteter der ligger et lag to over det som HD 650 formår at yde. Samtidig har de dog individuelle styrker så de langt fra lyder ens, men som sagt vi er på et meget højt niveau. For at illustrere dette er jeg flyttet til stuen og har valgt et klassisk setup bestående af CD-afspiller, forstærker og hovedtelefon. Endvidere har jeg taget fem CD‘ere frem fra reolen og valgt fem sange. Så det blev til endnu en lang aften med meget musik
Uploaded with ImageShack.us
Alison Krauss - Down To The River To Pray fra albummet O Brother, Where Art Thou? Soundtrack et vidunderligt stykke vocalmusik med en engleagtig stemme i centrum og et kor der efterhånden blever flere og flere. At få Allison til at lyde som en engel, seperation af de forskellige andre stemmer et fint og godt soundstage samt at have en fornemmelse af at det er svævende (engle kan jo flyve) er det der er vigtigt for mig.
HD 650 • Alisons stemme lyder godt man kan følge med hvordan koret bare vokser som sangen skrider frem. Soundstage er ikke gevaldigt men tilstede og seperationen er heller ikke den allerbedste. Sidst men ikke mindst det til hele klæber på jorden der ikke noget svævende og man mærker Sennheiser sløret tydeligt.
LCD-2 • Helt afgjort en englestemme nu, og et stort og flot soundstage der vokser fint med koret. Seperationen er også bedre end hos HD 650, og nu er der også luft under vingerne.
T1 • Stemmen er bare så smuk, sammen med den famøse seperation af de forskellige stemmer helt afgjort en af dennes hovedtelefons absolute forcer. Soundstage er ikke så stor som hos LCD-2 og der er heller ikke så meget luft under vingerne.
HE 60 • Også denne klarer udfordringen fint, flotte stemmer med god seperation. Soundstaget er på højde med det som LCD-2 leverer, men der er endnu mere luft under vingerne. En Sennheiser uden sløret.
The Prodigy - Funky Shit fra albummet Fat of the Land. Det er bestemt ikke hverdags kost for mig med denne musik og kun når alt passer perfekt sammen kan jeg lide det. Det kommer an på PRaT (Pace, Rhythm and Timing) og bassen skal også være til at høre.
HD 650 • En sjælden gang må jeg sige det fungerer bare ikke med HD 650 den mangler simpelthen pace og timing. Bassen er for mig fint nok men jeg er ingen måde en basshead så det er måske ikke så mærkeligt.
LCD-2 • Halløjsa det er sådan det skal lyde!! Der er total kontrol over tingene og bassen er sublimt jeg kender ingen hovedtelefon der har en bedre bas. Mon jeg lige for en sikkerhedsskyld napper Sørens Trentemøller anbefaling? (Wow) Shit det her bliver endnu en lang nat! Det eneste minus er måske at den kan virke for overlegen.
T1 • Det fungerer meget bedre end med HD 650, dog er bassen kun meget lidt bedre end dennes. Ellers er den godt i stand til at følge med og bevare et godt overblik.
HE 60 • Endnu en kandidat til at falde igennem, hvis man bare tænker på hvad der alt skrives om Elektrostater og manglende bass. Men jeg synes faktisk den er bedre og dybere end den hos HD 650. Det med hurtighed og timing klarer den med lethed så efter LCD-2 den næstbedste dog med klar afstand.
Anne Sophie Mutter - Summer 3.Presto fra albummet Vivaldi The Four Seasons. I liner notes står der noget om „Summer Storm“ og denne skal helst være stor (soundstage) og skræmmende. Desuden skal der fart på specielt hos violinerne men stadig være god seperation af de forskellige instrumenter.
HD 650 • Her klarer den sig bedre uden dog på nogen måde at overbevise, mon det var for stor en mundfuld at komme i dette selskab? Det er mere byge end det er storm her.
LCD-2 • Meget bedre end HD 650, men alligevel synes jeg langt fra overbevisende. Som de øvrige gange stor soundstage og seperationen er også godt, tempoet er føles også ok. Dog mangler der på en måde bid i violinerne.
T1 • Overbevisende forestilling den scorer endnu engang med sine dyder som fortræffelig seperation af instrumenterne og god om end ikke så stor soundstage. Her føles det også som om der er meget mere bid i violinerne.
HE 60 • Den flyver bare afsted det er den rene fryd at lytte til denne så jeg tager lige lidt efterår og vinter med. Her bliver det til et stort helheds billede en ægte sommer storm, og violinerne er ikke andet end perfekte.
Mighty Sam McClain - Gone for Good fra albummet Joy and Pain, en af de allerbedste liveindspilninger jeg kender med en afsindig dynamik. Så det skal være alt andet end laid back som blues jo også kan være. Specielt ved 1:19 når trommerne kommer med igen skal det være som at få en på nakken.
HD 650 • Hvad sker der, nu lyder HD 650 pludselig igen som jeg er vant til jeg savner egentlig intet. Alt syntes at være sådan som det skal være, mon det holder eller bliver den distanceret nok engang.
LCD-2 • Ok afstanden er der stadig, i form af et meget bedre soundstage og endnu engang stor autoritet. Så denne musik passer meget bedre end Anne Sophie Mutter. Så både blues og livemusik er lige noget for LCD-2.
T1 • På højde med LCD-2 bare helt anderledes. T1 graver detaljerne frem og viser dem også tydelig, hvor LCD-2 får det hele til at blive et flot sammenspil mellem sanger musikere og publikum.
HE 60 • Ligeså god som de foregående, med en signatur der ligger midt i imellem dem, så også det fungerer.
The Oscar Peterson Trio - You Look good to me fra albummet We get Requests. Nok engang er PRaT og seperation og det oplagte at lytte til, hvis det er i top får man præsenteret den utrolig spilleglæde der er hos musikkerne.
HD 650 • ok performance, dog mangler der både noget hvad pace og spilleglæde angår. Det skal dog ikke glemmes at dette kun er i øjnefaldende i denne sammenhæng.
LCD-2 • Ja også denne gang bedre end HD 650, og mere end det den klarer det rigtig godt. Alt er som det skal være.
T1 • Harmonerer super med netop de forcer T1 har, så også ved denne musik på højde med LCD-2, men som sagt en anden signatur eller spilforståelse om så må sige.
HE 60 • Det er bare guf for denne hovedtelefon, den giver den endnu engang hele armen og kan overbevise. Jeg vil dog ikke sige at dennes utrolige pace er nok til at distancere LCD-2 og T1. De har hver for sig deres charme.
Konklusion: Det har en sjov og underholdende weekend hvor jeg har om muligt beskæftiget mig endnu mere end ellers med hovedtelefoner. Der findes ingen vindere eller tabere, de supplerer hinanden fint, de får dog som afslutning lige en sætning hver.
Sennheiser HD 650 er og bliver den der er med til at sætte standarden inden for sin egen priskategori, den skal bare lade være med at komme i sådan et selskab som dette her.
Beyerdynamic T1 er en meget korrekt og detalje fikseret hovedtelefon der samtidig er fuld af så megen spilleglæde at det er en stor fryd at lytte med den mange timer ad gangen.
Audez’e LCD-2 er om nogen den der er bedst til liveoptagelser og dårlige indspilninger med den mest utrolige bas og intet kender til lyttetræthed.
Sennheiser HE 60 er drømmen til klassisk musik, men kan også meget andet og så ufattelig hurtig at det skal opleves selv. Den er formidabel til at vise hvad der er det magiske ved elektrostatiske hovedtelefoner.
Nu håber det er lige så underholdende for jer at læse som det var for mig at skrive denne tekst. Hvis der skulle være noget der er helt forkert eller i er totalt uenige så sig endelig besked.
Uploaded with ImageShack.us
