64 Audio a6t

[CHIbsen]

I min sammenligning af in-ears har jeg også fået mulighed for at låne et sæt 64 Audio a6t af audiophile.dk/Henrik.

a6t.jpg (138.93 KiB) Vist 1440 gange

Intro: En mere direkte lyd. God bund. Punchy og kantet. Detaljeret.
I firebird nummer 15 til 18-19 stykker. Der er mere slam i paukerne med a6t. Jeg husker Purple som have mere snap.

Og med firebird nummeret mener jeg:


-og nu da vi har styr på hvordan de lyder, så kan vi gå i gang med næste øvelse...

Vil prøve at lave en sammenligning mellem mit gamle on-the-go system, det opgraderede og mulighederne, der er derude.

Afspillere:
Zishan Z2. En klassiker blandt billig grej. Z2’eren har fået den rigtige opamp LME49720HA. Kostede omkring 250kr + opamp.
Shanling M5s. Udemærket mellemklasse afspiller til omkring 3500kr
Lotoo PAW Gold touch. Topklasse. Ikke gratis.

In-ear
Final Audio Heaven VII. Er købt på dba for et par år siden efterhånden. Kostede mig 2000kr og nyprisen skulle vist have været 4000kr. Jeg mener ikke de er i produktion længere.
64 Audio a6t “demo”. Nyere end mine Final Audio Design. Koster vist også lidt mere, men ikke monster meget mere.

Jeg har valgt 3 numre. Og da jeg er inde i en periode hvor jeg stortset kun lytter musik fra selskabet BIS, er det også dem der bruges her.

No1: Et simpelt nummer med en cello og en sangstemme. Ægteparret Henryson. Cello bliver angrebet en anelse mere a la populær musik end klassisk. Nummer 17 på pladen. Monicas vals (Waltz for Debby)


No2: Fuld orkester. Valget er faldt på nummer 5 og 6. 6 er kort, men der er nogle ret kraftfulde pauker, der er interessant at få med.
Danse du Papillon (Dance of the Butterfly)
The spider lures the butterfly towards her web. — Caught in the web the butterfly struggles
to get free. — Death of the butterfly. The spider rejoices. — She frees the butterfly from the
web and takes it to her larder.
Danse de l’Araignée (The Spider Dances)
Suddenly fruits come crashing down from a tree. The spider jumps backwards.


No3: Og til sidst en simpel violin. Anden sidste skæring.
Sonata in D major for solo violin, Op. 115 (1947) II. Andante dolce. Tema con variazioni


Zishan Z2 → Final Audio Design Heaven VII
Det repræsentere det gamle setup.
No1: Lyden er fin. Man fornemmer at man sidder og lytter til en god produktion.
No2: Første indtryk er at det lyder fint. Men det roder lidt og jeg er lidt udfordret med at følge med I musikken. Mangler også dynamikken og kraft i de kraftfulde passager.
No3: Violin gengives fint, men der mangler dynamik. Jeg vil ikke sige, at det minder om en fyr der står og trækker en kat i halen, men det er lidt unuanceret.

Shanling M5s → Final Audio Design Heaven VII
Det opgradere setup.
No1: Der er strammet op, og det høres på gengivesen af celloen, og så er der kommet mere dynamik i lyden. Det lyder knap så komprimeret.
No2: Bedre placering af instrumenterne og igen bedre dynamik. Det roder lige knap så meget. Nu begynder paukerne at lyde som pauker.
No3: Væsentlig mere nuanceret og raffineret.
Største forskel mellem Zishan og Shanling er, at jeg finder at lyden med Z2’eren er komprimeret. Som at lytte til en mp3.

Shanling M5s → 64 Audio a6t
Mulighed for fremtiden.
No1: Irriterende stor forskel. Meget mere nærværende. Mere bund I cello’en og samtidigt mere detaljeret.
No2. Det her musik stiller store krav til udstyret. Detaljeringsevne. Dynamik og placering. Først da bliver det interesant at lytte til. Og a6t’erne giver bøllebank til Heaven VII’erne.
No3: Nu begynder nuancerne at komme frem og spillet bliver interessant.
Mine egne Final Audio Design lyder "støvet"/ eller utidssvarende i forhold til 64 Audio. VII’erne runder af i toppen, og egentlig også i bunden -den er der ikke er meget af.

Lotoo PAW Gold touch → 64 Audio a6t
Muligheden for fremtiden.
No1: Igen en markant spring opad. Nu er det muligt at forestille sig, at man står i studiet og de spiller lige inde på den anden side af ruden. Her er man med i studiet, før var det “bare” en lækker produktion.
No2: Nu kommer denne lækre optagelse til sin ret. Der er violinerne, og der er fløjterne. Paukerne har både kraft, fylde og overtoner.
No3: Overlegent. Inden jeg startede denne sammenligning overvejede jeg at droppe dette nummer. Det kan også blive for meget tid der går med at lytte. Jeg regnede ikke med, at en enkelt violin kunne vise så stor forskel på udstyret. Men det er dette nummer der for mig bedst retfærdiggør den ekstra investering i det gode udstyr.

Må erkende at der er himmelvid forskel på det system jeg kom fra, Zishan Z2 og Final Audio Design heaven VII, og så det man kan derude i hifi-land.

[CHIbsen]

64 Audio vs Meze
Fortsætter med en svingom med 64 Audio og Meze. Og plade valget fortsætter fra igår.


Super Telarc Sound 1
Moussorgsky: Pictures At An Exhibition.

Jøsses der er bund i den stortromme med 64 Audio. Det er næsten som at man kan mærke det I mellemgulvet. Meze får den dybe bas med, men der er ikke den mellemgulv fornemmelse. Tilgengæld er de så nok en anelse mere raffineret omkring præsentationen af hornene i mellemtonen/diskant. a6t’erne er bare rendyrket nytårsgalla

Det må være tid til at finde en klassiker frem


Jazz at the Pawnshop
Arne Domnérus Band “Take Five”

Jeg oplever stadig den gode dybde I lydbilledet med Meze. Bassen gemmer sig lidt i mixet. Trommeslageren er da vist på akkord og sigter efter den gode løn. 64 Audio lyder ikke lige så lækkert som Meze, men på det her nummer lyder de mere rigtigt. Som et Jazz band der spiller i et rum af begrænset størrelse. Bassisten er kommet frem. Trommer lyder mere korrekt. Man fornemmer den der naturlige efterklang der er i stortrommen. Klaverorgasmen under trommeintermezzoet er tydeligere defineret i eget rum i højre side.

Og nu til noget lidt andet.


JVC XRCD2 sampler
Tiger Okoshi “Color of Soil”

Man kan godt høre at 64 Audio gør en del i kram til de professionelle. Der er den der ubarmhjertige PA lyd over dem. Jeg er helt pjattet med det. Det må da være en elektrisk cello der dukkede op der. Og så en tur med Meze. Det er nu raffineret og lækkert det de kan. Det bliver et nøk mere 3-dimensionelt med Meze.
Fortsætter med Okoshi’s “Kagome, Kagome”. Det er lidt sjovt hvordan Meze stiller til start ved de her sammenligninger uden helt at imponere, men så når man begynder og nærlytte så kan de bare noget specielt med den der dybde I lydbilledet som adskiller tingene og man slapper af og kan høre alle lag i musikken. Hvorimod 64 Audio stiller op med en imponerence pondus i bassen og den grimme skønne klang. Hvad er bedst? -det må være op til den ens klangideal.